Modus Operandi: En personlig beretning om Max Krasnik
Der er et mønster. Det begynder på samme måde hver gang.
Advokat Max Krasnik tager imod en sag og sætter sig grundigt ind i den. Han virker umiddelbart både seriøs og engageret. Men før han løfter en finger, sender han en faktura på minimum 50.000 kroner. Det begrunder han med, at det er for at se, om klienten er seriøs, og om der er penge at arbejde med. Det kan man måske acceptere. Men det er kun begyndelsen.
Derefter går han i gang med lange, detaljerede forklaringer om sagen. Timevis af møder og telefonsamtaler, hvor han maler skrækscenarier op og forklarer, hvordan det hele kan ende helt galt, hvis ikke man handler hurtigt og betaler for den nødvendige bistand. Sagen bliver pustet op til maksimum. Og midt i al den frygt og usikkerhed, vinder han klientens tillid. Det gjorde han med mig, og med tre tætte relationer, jeg har anbefalet ham til.
Han virker overbevisende. Han taler med autoritet, karisma og refererer til en flot baggrund og imponerende erfaring. Men når man ser tilbage, virker de referencer ikke mere værd end det papir, de er trykt på.
Når sagen så er belyst og man som klient tror, at nu begynder det egentlige advokatarbejde, at han nu kæmper for én – så ændrer billedet sig. Det, man troede var professionel hjælp, viser sig at være noget helt andet. Han er dygtig til at give indtryk af, at han arbejder for klientens sag, men når man begynder at analysere hans fremgangsmåde, bliver det tydeligt, at der er en anden dagsorden.
I mit tilfælde, og i alle de andre jeg kender til, er det gået galt, hver eneste gang han har været involveret. Ikke bare resultatmæssigt, men økonomisk og følelsesmæssigt. Over 20 år har jeg betalt ham tæt på 2 millioner kroner. Det er et voldsomt beløb, især når man tænker på, at det primært har været rådgivning til små selskaber. Tager man inflation og sagsomfang i betragtning, hænger det slet ikke sammen.
Man skulle tro, at han i sin rolle som advokat ville finde alle relevante argumenter, forsvare klientens interesser og forsøge at få sagen lukket hurtigt og så billigt som muligt. Men det, jeg har oplevet, er det stik modsatte.
Han finder netop de ting, der gør det muligt at tale klienten efter munden og vinde tillid, men i kulissen strikker han en plan sammen, hvor de fortrolige oplysninger, han får, i stedet bliver brugt til at give modparten en fordel. Sagen bliver større. Mere kompliceret. Og vigtigst af alt: den trækker ud. Det betyder flere timer, flere mails, flere møder, og større fakturaer. Og det er han ikke bleg for at sende.
Vi har beviser på, at han har gjort det samme i den sag, der nu er dokumenteret her på Sandhedsarkivet. Og vi har beviser på, at han har gjort det i flere andre sager, hvor venner og forretningsforbindelser, jeg har henvist, er blevet behandlet på samme måde. I alle tilfælde har han overtrådt de grænser, man som klient forventer, at en advokat overholder, og brugt metoder, der i bedste fald er dybt uetiske. Om de er direkte ulovlige, kan jeg ikke vurdere. Men de er forkerte.
Desværre er det svært at få folk til at stå frem. Mange har familier og virksomheder at beskytte, og frygter repressalier. Det danske system beskytter ikke den almindelige borger, når først man er fanget i det. Skattestyrelsen tilsidesætter grundlæggende rettigheder, ignorerer dokumentation og nægter at anerkende fejl. Hvordan skal en almindelig virksomhedsejer, eller en privatperson, have en chance, når man ikke engang kan stole på sin egen advokat?
Man kan måske hævde, at det ikke er ulovligt at overdrive en sag. Og det er heller ikke nødvendigvis strafbart at undlade at bruge alle de oplysninger, man har modtaget fra sin klient. Men når en advokat bevidst spiller fortrolige informationer over til modparten, eller undlader at tage kontakt til relevante instanser for at få sagen løst hurtigt og billigt, så er vi ude i noget helt andet.
Så er det bedrageri. Det er snyd. Og det kan få alvorlige, ja, i nogle tilfælde fatale, konsekvenser for klienten.
Jeg vælger at stå frem og fortælle det her, fordi jeg ved, jeg ikke er den eneste. Og hvis ikke nogen tør sige det højt, så får det bare lov at fortsætte.
Min analyse – som klient med 20 års erfaring
Når jeg ser tilbage på mit forløb med Max Krasnik, så er det ikke bare én dårlig oplevelse, der står frem. Det er summen af mange oplevelser, der i dag står klart for mig som en strategi, et gennemgående mønster, hvor tillid, frygt og fortrolighed bliver brugt som redskaber til at styre sager i en retning, der først og fremmest gavner advokaten selv.
Han vinder folks tillid, fordi han virker overbevisende. Han tegner et billede af, at han har kontrol og kan løse problemer, og han puster bevidst sagerne op, så det ser ud som om, han gør mere, end han i virkeligheden gør. I mellemtiden sidder klienten og tror, at der arbejdes intenst på en løsning, men i virkeligheden er der måske intet reelt fremskridt. Bare flere fakturaer og et voksende kaos.
Det mest skræmmende for mig er erkendelsen af, at han ikke bare har gjort det ved mig. Jeg har personligt talt med andre, som har oplevet det samme. Og vi har alle troet, vi var alene – indtil vi begyndte at dele historierne.
Når fortrolige oplysninger bliver brugt til at styre en sag i en retning, der skader den person, de kommer fra, så er det et tillidsbrud på det dybeste plan. Og når det sker systematisk, og med økonomisk gevinst som mål, så er det ikke længere bare dårlig rådgivning. Det er bevidst manipulation.
Det her handler ikke om hævn. Det handler om ansvar. Om at sige fra, så ingen andre skal igennem det samme.